Kurssikring (også kendt som valutakursbegrænsninger) er en form for økonomisk politik, der gør det muligt for officielle myndigheder at begrænse valutasvingninger mellem to forskellige valutaer. Dette er ofte foretaget af centralbanker for at kontrollere prisen på udenlandsk valuta, men det kan også være nyttigt for regeringer, der ønsker at sikre konkurrencedygtighed af eksportprodukter, der er følsomme over for svingninger i valutakurser.
Kurssikring har dog ofte en kompleks og usikker virkning på den nationale økonomi. Gennem kurssikring kan en nation blive overladt med uproduktiv akkumulering af devisen, når den opretholder kursbegrænsninger på en ustabil valuta. Hvis der derimod ikke opretholdes nogen begrænsninger, kan virkningen af markedsfluktuationer være større end strategien om kurssikring.
På den anden side kan kurssikring være nyttig for investorerer, som fokuserer på udviklingslande. Hvis en nation opretholder kursbegrænsninger, får investorer mulighed for at udnytte arbitrageværdier mellem den officielle valutakurs og den markedsdrevne. Arbitrage udnyttes, når investorer køber/handler med lidt risiko og muligvis stigende fortjeneste.
Kurssikring er ikke begrænset kun til regeringer. Individer kan også bruge det til deres egen fordel. Dette gør det muligt for dem at reducere risikoen ved at deltage i udlandsinvestering ved at låse i deres valutatransaktioner. Låsning af deres transaktioner holder dem fra at være så bekymret for de markedsfluktuationer, der altid forekommer med udenlandsk valuta.
Til sidst er kurssikring ikke den endelige opsætning for enhver investor. Det er en af mange værktøjer, som investorer har til rådighed for at beskytte sig mod kursbevægelser, men det er vigtigt at huske, at denne strategi har sine begrænsninger, og det er ikke nogen garanti for succes. Der er stadig store risici forbundet med lykkes med kurssikring og dermed økonomisk politik generelt. Investorer bør derfor overveje både fordelene og ulemperne ved kurssikring, før de udfører en investeringsstrategi.